Prisen på vildlaks er faldet i takt med, at produktionen af burlaks
er steget og mange laksefiskere havde forestillet sig, at opdrætsindustrien
kunne gå hen og blive vildlaksens redning. Men idag er paradokset,
at produktionen af burlaks, er blevet en større trussel
for vildlaksen end garnfiskeriet er!.
Fødevareproduktion er idag en storindustri og efterspørgslen
på fødevarer støt stigende verden over, i takt med
at vi bliver flere og flere beboere på planeten. Der hvor det altid
har været tilladt at høste og foretage indgreb, i menneskehedens
og det frie initiativs navn, er naturen. En total udnyttelse af rescourcer
på godt og ondt. Kortsigtede og profitorienterede løsninger
har været dominerende, når det er miljø og natur, der
må lægge ryg til.
Således også i opdrætsindustrien, hvor det drejer sig
om at producere mest muligt, uden effektiv hensyntagen til naturen. Man
er udmærket, hos myndighederne og hos producenterne, klar over konsekvenserne
for miljøet ved opdrætsanlæg, men der uddeles hvert
år tilladelser til nye anlæg!. Hele denne industri har fået
det blå stempel af myndighederne, alene på grund af eksport,
arbejdspladser og skattekroner. Uden at stille krav til sikring af det
bestående miljø og dyreliv!.
Da de første kemiske fabrikker startede op, var der heller ingen,
der var særlig kritiske, men arbejdspladserne og den driftige forretning,
havde man kun positivt at sige om. Udledningen af spildevand i havet,
som godt nok ikke så for kønt ud, klarede man ved at lave
røret så langt at man ikke kunne se det fra land mere!.
Politikken med at lukke øjnene for det ubehagelige, har virket
før og den bruges også nu. For man kan jo ikke gøre
noget alligevel, når først det er gået galt. Det er
dog hjerteskærende at være vidne til den nærmest ligegyldige
omgang med så fine og unikke naturrescourser.
Det værste med opdrætsindustrien er dog, at man godt kan
gøre noget, men ikke gør det!. Krav om effektiv sikring
af burene, var det mindste man kunne forlange, men ikke engang efter så
mange års drift med uhyggeligt mange rømninger, har man fra
myndighedernes side taget skridt i den retning!. Man har dog det mål,
at holde rømningerne under 400.000 laks/år!!!!.
Al fiskeopdræt burde foregå på landbaserede anlæg
(og man kunne passende inddrage lokalbefolkningen i sådanne projekter).
Da vil man effektivt kunne forhindre rømninger og forurening fra
burene!. Det koster en hel del mere, men med den efterspørgsel
der er, vil investeringen relativt hurtigt tjenes hjem og det ene erhverv
kommer ikke til at ødelægge indtjeningsmuligheden for et
andet. Desuden er muligheden for rømninger, forurening og spredning
af parasitter og sygdom, ved den løsning næsten elimineret!.
Man kan således også udnytte foderrester og ekskrementer til
gødning!. Det kaldes en miljøcyclus!.
Ved, som minimum, at stille krav til effektiv sikring og beskyttelse
af miljøet, ville man vise vilje til at bevare en unik natur og
menigmands muligheder for at opleve den!. Men nej!.
Når det gang på gang går galt og ender med rømninger
fra opdrætsanlæggene, må der tages andre midler i brug.
Så er det ikke længere nok, blot pænt at bede ejerne
om at gøre noget ved det!. Paradoksalt er opdrætsnæringen
for tiden i krise og man beskylder ikke nogen for noget, ved at undre
sig lidt over de mange rømninger, der er sket netop i denne tid!.
Truslen mod vildlaksen består primært i rømninger.
Burlaksene gyder senere end vildlaksen og indfinder sig på de samme
gydepladser. Yngle adfærden er den samme og burlaksen roder op i
grusbunden, hvor vildlaksen har lagt sine æg. Herved går mange
til grunde og burlaksen får lagt sine æg, hvor vildlaksens
før lå. Genblanding udsletter de 10.000 år gamle laksestammer
på nogle generationer.
Det kan være svært at skelne mellem burlaks og
vildlaks. Her er et eksempel. Laksen herunder vejer 6,5 kg og det er en
burlaks. Den er ret flot af en burlaks at være,
men den afsløres i første omgang af halen, den lidt plumpe
kropsform og deforme brystfinner. Desuden har den slidte gællelåg.
(klik på billedet for større).

Den næste laks herunder, er en vildlaks på 8
kg og det ses på den sejlformede hale og brystfinnen. Denne laks
har også en slankere kropsform

Man kan for fremtiden kun håbe, at et samarbejde og
øget forståelse for naturrigdommene og parterne imellem vil
udvikle sig (I Namdalen har det hidtil fungeret, nærmest forbilledligt,
i sammenligning med andre steder i Norge).
I Alaska, hvor den oprindelige laks, er truet af opdræt
af atlantisk laks (ja, der står atlantisk laks og mange af dem er
norsk ejede!) i Britisk Columbia og Washington, har man forlængst
fået øjnene op for, at beskyttelse af naturrescourcerne er
en fordel for alle. Opdræt af laks er forbudt!. Erhvervsfiskere,
sportsfiskere og mange andre organisationer, har formået at nå
samme mål, nemlig at bevare naturrigdommene til fælles glæde
for befolkningen.
Myndighederne i Alaska anbefaler, at man i Britisk Columbia
og Washington, udfaser al opdræt af atlantisk laks i havbrug og
derefter kun opdrætter i landbaserede anlæg. Indtil dette
er gennemført skal opdrætterne nedskære produktionen
og sterilisere hunnerne!.
Den senere tids mange udslip i Norge, burde være det
vink med en vognstang, der skal til for at de norske myndigheder vågner
fra dvalen!.
15/12-2002
|