NamSen.dk er opstået af ren og skær kærlighed til det lidt specielle laksefiskeri, der udfolder sig på og ved Namsen og dens sideelve. En med tiden passioneret kærlighed, der fødtes som en voldsom forelskelse engang i starten af 90'erne.
Meget vand er løbet i Namsen siden de første usikre åretag. De første par år var jeg mest med på sidelinien - og forsøgte mig endda som markfisker - helt uden held. Fik først rigtig gang i harlingfiskeriet, da jeg blev fast ro-makker med Søren i 1997.
De første år, lå fiskeriet i premiereugen - med fiskeri ca. 6 timer hver anden dag - hvis ikke der var flom. Det var derfor ofte korte perioder med effektivt fiskeri. Så vi fandt relativt hurtigt ud af, at hvis man vi skulle blive gode harling fiskere, måtte vi ofre mere tid på det end blot en lille uge hvert år. Men uvist af hvilken grund, var den dybe følelse af at høre til altid til stede, når jeg sad i båden på Namsen eller Bjøra.
Der var utrolig mange ting, der skulle læres - og det er jo altid sjovt at lære noget man gerne vil. Jeg har fået mange tips og stor hjælp af lokale og dygtige fiskere. Uden den hjælp ville det have taget meget længere tid at få fodfæste i den nye verden.
Derfor besluttede jeg i 1996, det kunne være på sin plads at lave nogle sider, hvor nye fiskere kan finde råd, vejledning og inspiration til en tur til Namsen. Og samtidig forsøge at samle så meget info som muligt om forholdende i og omkring Namsen - på eet sted. Det er med tiden blevet til en del sider - og nye kommer til. Go' fornøjelse!. |