Website design, Bannerdesign

Menu
 
Fangstdata

Statistik

Søgning 1999-2016
Søgning - SÆSON
TOP 30 1997-2021
Årets STØRSTE


Afstøbninger, Guiding og wobblere

Solo-harling

På nakken af Foss/Melhus:

Turen 2014 på Foss/Melhus gav efter en uge, uden andre kontakter, en laks på 3,3 kg. Så en aften besluttede vi at spise aftensmad ved elven. Gapahuken på toppen af valdet er placeret så man kan overskue hele Foss/Melhus og det er altid et godt sted at holde pause. Min makker ville hente maden og jeg kunne så blive ved elven i mens.

Jeg har flere gange harlet alene, når muligheden bød sig, og jeg synes faktisk det er optimalt at harle solo. Men forholdene må være til det. Og det bliver også ret hurtigt træls, at skulle ordne alt selv. Men er det rette forhold, er det altid spændende at prøve en økt eller to alene. Båden er meget lettere at manøvrere og man kan fiske på steder og måder det ikke er muligt med 2 mand i båden.

Alene ved elven, gik der ikke lang tid før jeg fik fornemmelsen af laks og lyst til at prøve en tur. Båden blev hurtigt rigget om til solo roning med 1 stang i en Down East, så jeg let kunne komme til stangen. Normalt går det fint med 2 stænger, men mere end 1 stang, alene på toppen af Foss/Melhus, er bare at gøre det unødvendigt kompliceret. Og det er ikke helt ufarligt at harle ene mand på Foss/Melhus.

Men båden er meget lettere at ro, så jeg ville forsøge at affiske et par sten på nordsiden på toppen af suget - ned mod kanten af "point of no return". Det er simpelthen umuligt at fiske de pladser effektivt med 2 mand i båden på grund af strømmen.

Jeg fik lagt wobbleren ud og nød letheden med at ro båden, alt i mens jeg bragte båden i stilling og gjorde klar til at starte fiskeriet på nordsiden. Jeg måtte alligevel have godt fat i årerne, hvor strømmen tager ved.

På andet slag væk fra kanten hugger en laks hårdt. Strømmen er stærk og jeg må ro alt hvad jeg kan for at holde stram line. Den rusker hårdt, men holder sig så jeg klarer stram line.

Det lykkes mig at regulere bremsen på Islanderen (det ville aldrig være gået med den gamle Longstone), så laksen kunne trække line af hvis den ville, og samtidig være stram nok til at der var lidt pres på. Laksene plejer at følge med stille og roligt, og det gjorde den her da også, om end lidt modvilligt i starten. Jeg tror den blev stående mens jeg roede væk, men så efterhånden fulgte den med over mod sydsiden, hvor jeg gerne ville hen. Det lyder så nemt, men jeg måtte ro som en besat for at holde båden fri af suget. Samtidig skulle jeg holde øje med hvad der skete omkring mig i strømmen - og med bremsen.

Efter at have svedt en kop vand eller to, kom jeg endelig til den anden side med en laks på slæb. Jeg hørte et eller andet. Det gik op for mig der var nogen bag mig, der råbte ro-takten, hep-hep, hep-hep, hep-hep, mens jeg knoklede opstrøms mod gapahuken.
Det var Olav der holdt takten. Han og en fisker sad ved gapahuken og havde overværet hele optrinnet. Jeg blev glad og tænkte, at det var rart med nogen, der kunne give håndsrækning!.

Det føltes som en evighed at få båden over, men det gik - og jeg stod forpustet på land med en fiskestang i hånden og laks på krogen. Og ikke bare en laks. At det var en stor én af slagsen var der ikke på noget tidspunkt i tvivl om. Den var tung og bestemt.

Det gik som det det skulle med fighten. Jeg havde min trofaste Shimano 13 fods med Islanderen. Hvad kunne gå galt?.
Vi så fisken ude af vandet 4 gange i løbet af de ca 20 min jeg gik med den. Et fantastisk syn, at stå med solen i ryggen og se laksen - helt ude af vandet.
Jeg kørte den rimelig hårdt, som jeg plejer at gøre. Laksen føltes godt tung og bestemte selv i starten - og mindede mig faktisk lidt om 17 kilos'en jeg fightede med samme grej. Men langsomt, langsomt nærmede det sig sin afslutning og jeg kan huske jeg tænkte: "bare den ikke falder af". Sidste gang den sprang fri af vandet så jeg tydeligt den røde bomber!.

Den var ved at komme nærmere til Olav, som stod klar med håven. Den vendte tungt i strømmen et par gange - og næste gang den vendte i strømmen, ville den faktisk være lige til at lande.

Da blev der med et - slap line.

Tomhed! - tomhed - antiklimaks - så tæt på! - og uendelig langt fra! - på én gang!. I kender det sikkert.

Smilet måtte frem. Jeg HAR jo prøvet det mange gange før. Sandhedens time. Det SKULLE bare ikke lykkes i år. Linen (0.50) var tydeligvis skåret over i løkken af wobblerknuden. Altså var linen kommet for tæt på én af krogene fra Bomberen. En krog på Bomberen havde cuttet linen!. Så er man sat'me da osse' uheldig!?.

Og så er tiden til fuld accept af tingenes tilstand kommet. Ja tak - men der går lige lidt før den kommer!.
Ikke desto mindre var det en fantastisk oplevelse, og laksen vandt slaget. Det SKAL den også en gang i mellem. (men kunne den ikke have ventet lidt - til en anden gang!!?? )

Det blev faktisk efterhånden, tro det eller ej, til en god fornemmelse, at den kom sig videre. Måske bortset fra tanken om at den havde min Super-Bomber siddende på sig. Jeg undlader af samme grund ofte at fiske med agn med 3 kroge. Men altså ikke lige denne gang.
Størrelsen?. Hvem bekymrer sig om størrelse??. Uendelig ligegyldigt, men......

Olav mente den var omkring 12 kg. Næste dag fortalte Kjell mig så, at fiskeren mente den var betydeligt større. ;-)
Selv mener jeg den var 14-15 kg og kandidat til at slå min egen rekord på solo-harling.
Jeg takker for den gode oplevelse, som bekræftede flere teorier:

•  Murphy's lov gælder stadig (den kan sandsynligvis omgås ved at tænke positivt)!.

•  Det kan betale sig at tage chancer, ellers oplever man ikke noget!.

Skitt fiske! :-)


Nyt fra:

Namsen.dk

-gruppe

Laksefiske i NVD


NVGF


Copyright - namsen.dk