Website design, Bannerdesign

Menu
 
Fangstdata

Statistik

Søgning 1999-2016
Søgning - SÆSON
TOP 30 1997-2021
Årets STØRSTE


Afstøbninger, Guiding og wobblere

Turen 2020

Turen 2020

2020 går over i historien som det år, der blev vendt op og ned på en masse ting. Covid19 lukkede grænserne for udlændinge, så premiereturen og første halvdel af juni var forbeholdt norske statsborgere. Det gik lidt ud over fangststatistikken for NVD, men sådan kan det jo gå! :-)

Premiereugen var præget af vandføring omkring 1000 kubik, så det var heller ikke noget let job, at hente laks op ad Namsen. Stort set alle andre steder end Krukåren. Selve Krukåren havde et fantastisk fiskeri, og der blev virkeligt drevet rov i kraft af de fine forhold. Umådeholdent ophaleri, blot fordi det kan lade sig gøre, er simpelthen lavpunktet af god stil.
Det er nok noget man burde tage op i grundejerlauget. Den afart af den norske fangermoral er lysår bagud, og grundejerne burde gå forrest og sætte en stopper for den slags. De behøver ikke frygte for pengepungen, det ville blot højne anseelsen og interressen fra lidt mere tænksomme fiskere.

Selv fik jeg mulighed for en tur slut juli/start august og måtte bare afsted, som plaster på såret. Der var et tomrum efter at blive frarøvet junituren, så der var ikke nogen betænkning. Ville have kørt uden makker, men var heldig at Hække, storfangeren fra Østduun, gerne ville med. Så var fiskeriet i gode hænder.

Efter at have fået en af verdens ringeste burgere på færgen - hold da kæft den var ringe - så kom vi afsted nordpå uden de store afvigelser.

Vi kom et par dage før vi skulle starte på Foss, så vi tiltuskede os et halvt døgn på Rodum af Åge. Det var praktisk talt umuligt at finde noget ledigt, stik imod forventning. Det var selvfølgelig på grund af Coronaen, at presset nu var blevet ekstra stort fra forsmåede junifiskere og andet godtfolk.

Det var for mig et dejligt gensyn at ro på Rodum igen, og at det efter kort tid huggede hårdt og brutalt til på MO-tigeren på godpladsen, fik mange gamle hændelser frem i erindringen. Det var en stor fisk var vi hurtigt enige om, da den efter hugget suste 80-100m afsted uden stop. Hække kunne kun få lidt line ind ad gangen, men ligeså snart vi troede den var ved at komme op til os, gik den igen. Vi blev nødt til at følge efter. Vi blev enige om at tage den i båden, men opdagede så vi var kommet afsted uden net.

Der var ikke nogen tvivl om det var en rigtig stor laks med den opførsel, og jeg var lidt betænksom ved at skulle snuppe den fra båd med de bare hænder. Der var få gode steder at lande fisken, så jeg ringede til Åge for at høre om han ville komme med et net. I samme sekund jeg ringede af kom halen ovenvande for første gang - og det blev tydeligt det var en lille laks!.
Jeg skyndte mig at ringe afbud til Åge, så vi undgik at blive helt til grin. :-)

Den havde kroget sig ved halen, så 3,1 kg laks føltes som en på 14. Vi var drevet ned på Ranum, og jeg vovede alligevel at tage den i båden. Vi gik glade i land på Ranum og fejrede den fine laks, som havde givet os en ganske dramatisk oplevelse.


Chokstart

Fin lille laks var det

Dagen efter fiskede vi på Røttesmo/Skjørland, hvor det også lykkedes at få et halvdøgn. Bjøra var for lav til harling, så jeg fik min debut som fluefisker. Jeg har som landfisker droppet alt andet end fluefiskeri. Det kan godt være man kan fange mere og det er mere effektivt med alt mulig andet til forskellige forhold, men det er jeg ligeglad med. Det skal bare være fluefiskeri fra nu af, når jeg fisker fra land. Alt skal ikke være effektivt, størst og flest. Det er ved at være kvalmende, at se lystfiskerblade med oppumpede overskrifter og fotos, som var det spisesedlen til et formiddagsblad. Måske er det alderen, men jeg gider ikke engang kigge i dem længere. Det var bedre de fik mere fokus på essensen af det at fiske. Nærheden med naturen og respekten for samme.

Det blev til et laksehug og små sjøørret på fluen og Hække fik en lille laks på spin. Vældig sjovt at se de store laks slå op i Lysberghølen. Næsten i Mörrum.


Bjøra

Flue

Efter en fridag kom vi endelig igang på Foss/Melhus. Hvor jeg dog elsker det vand. Det er for mig noget af det mest spændende og levende vand at fiske på. Tyskerne havde den anden båd og det var herlige folk at lære lidt bedre at kende. De fisker altid godt og er efterhånden veteraner på Foss. Husker ikke hvad der skete, men vi fik kroget en laks på Hækkes MO-wobbler. En fin laks på 6,2 kg


Smukt og klart som en forårsdag

Superfin laks og Hækkes super MO

Så kom dagen til Gartland/Rossetness. Et andet fantastisk spændende vald, primært øvre. Det er meget varieret med stryg, sten, gruber og render. Gråvejr, lunt med lidt småregn. Lige som man drømmer om. Prøvede ret meget med flue, men sjovt nok helt uden kontakter. Der viste sig en del fisk på øvre og vi fik vi kroget en af dem. En superfin og stærk lille hanlaks på 3,6 kg, som tog en lille Royal Air Force wobbler.


Den sten!

Smuk blanklaks

Tror der kom en dag på Foss/Melhus hvor vi tabte en laks. Den tog en Onkimoton. Hække var fra Østduun vant til både, hvor årerne sidder i bøjler så man bare kan slippe dem, når der er action. Det gjorde han så også instinktivt på Foss - lige før stryget, da en laks huggede. Så den ene åre røg ud, da han slap den for at tage en stang. Jeg startede motoren, men laksen var gået opstrøms og var væk da jeg fik strammet op igen.

Vi fik øje på en sildemåge, der var viklet ind i et tackel, hvor der havde siddet en lille ørred på ormekrogen, som mågen havde kastet sig over. Den havde formået at få rusket det hele løs, men var endt med vinge og ben bastet sammen. Vi fangede den i nettet og vildmarkens søn fik den befriet. Så lidt dramatik var der.
Det er ikke første gang jeg hiver ormetackler op, og hvis man tænker sig om, er det ikke svært at regne ud hvor meget der sidder i bunden af bly og line. Få nu bare forbudt de forbandede ormetackler!.


Fine forhold, men ikke meget liv.

Vildmarkens søn fik skåret mågen fri.

Vi tog, så vidt jeg husker, en fridag før sidste tur på Foss. Var på Østduun og hilse på og se valdet. Efter en kæmpe omgang biksemad, fik vi besøg af Kjell Ivar, Jan Arild og Jan Arild junior.
Tyskerne vi fiskede sammen med, havde ugen før vi kom og havde haft godt fiskeri. Et par dage før vi kom, havde Torsten og Don kroget en flot storlaks på Foss/Engstad.


Torsten med 13,5 kg laks

German killer setup

Sidste dag på Foss havde jeg aftalt at fiske en økt med Jonar og Hække ville udforske Foss fra land på nordsiden. Det er som altid godt at få hilst på en gammel fiskekompis. Vi har efterhånden haft nogle økter og jeg tror det er ham, der har lært mig at tage den med ro når man fisker. Det er altid hyggeligt og der sker næsten altid noget, når vi fisker. Denne økt skete der dog ikke noget på, udover snak og fiske.
Efter aftensmad tog Hække årerne, og vi fiskede sammen med Lars og Kjell Ivar. Hække lavede et mesterligt kryds over stryget og det sagde bang på venstre stangen.
Det var en herrefight jeg fik med en jernstærk hanlaks på 7,5 kg. Det især en fornøjelse, fordi det var den gamle Bruce&Walker 14' og Hardy Longstone med en Murto wobbler den huggede på. I den fineste august aften med sol landede vi laksen på stranden efter storsteinen.


Alt kan ske her

Chefsroeren i sit es

Jeg havde forventet let farvede eller mørke laks, men de 4 vi fik var alle blanke og den store havde endda lus, så det var alt i alt en superfin tur forholdene taget i betragtning. Det var en meget afslappet tur uden den lidt hektiske stemning, der af een eller anden grund godt kan være til stede under juni fiskeriet.


Fin blank laks

Een gang centerpin, altid centerpin :-)

I

Namsentur 2020

Dato

Kl

Fisker/Roer

Vald

Redskab

Vægt

 
25/7 15 Henrik/Lasse Rodum MO 3,1 Laks
28/7 14 Henrik/Lasse Foss/Melhus MO 6,2 Laks
29/7 11 Henrik/Lasse Gartland/Rosset Awe 3,6 Laks
30/7 20 Lasse/Henrik Foss/Melhus Murto 7,5 Laks

Tak for en god tur! (på gensyn!).

(18/10-2020)


Nyt fra:

Namsen.dk

-gruppe

Laksefiske i NVD


NVGF


Copyright - namsen.dk