Website design, Bannerdesign

Menu
 
Fangstdata

Statistik

Søgning 1999-2016
Søgning - SÆSON
TOP 30 1997-2021
Årets STØRSTE


Afstøbninger, Guiding og wobblere

Turen 2011

Premieren 2011

Sidder i bilen, på vej nordpå fra Elverum. Kommer i tanke om jeg skal huske at skrive, så jeg kan huske hvad der sker!!. Så jeg hiver PC'en frem og starter nu! (I må leve med en sproglig nutid/datid blanding, da jeg har tilføjet og ændret i teksten efterfølgende).

I år var jeg dødtræt da jeg skulle afsted. Travlhed i månederne op til og to jobs med bluesbandet dagen før afgang. Så med 4 timers søvn, lå afgangen til Norge noget i baggrunden. Med masser af "sand" i øjnene var spændingen ikke helt så frydefuld, som ved tidligere års afgang. Da Harry rullede i land i Sverige var jeg gået ud som et lys.
Men da jeg vågnede igen, kl. 05.32 på rastepladsen i Elverum, kom glæden over atter at være i Norge væltende ind over mig. Alene at indånde luften heroppe er nok til at gøre mig glad. Laksenorge!. Tænk at være så priviligeret, at stå overfor knap 14 dages laksefiskeri heroppe i det smukke land!.

Vi glæder os meget til gensynet med fiskekammeraterne og familien Ovesen på gården hvor vi skal bo. Alle fiskevennerne og laksetosserne og alle de mennesker jeg efterhånden kender heroppe.

Vi er kørt hjemmefra den 28/5 for at være i god tid og måske få lejlighed til lidt fiskeri i Bjøra. Vi har ikke noget planlagt fiskeri før premieren i Namsen. Det gør turen noget mere afslappet, at have et par dage til at hilse på og tune grej, før vanviddet skydes igang på Namsen.


Overhalla!

Store agn - store fisk!?

Man mærker straks intensiteten, når man lander i Overhalla. Det handler om laks!. Bådene ligger klar ved bådstederne, G-sport er toptunet med grej og udstyr til en ny sæson og de fleste af de mange mennesker i byen har på en eller anden måde noget at gøre med laks. Alle andre end laksefiskere, mærker nok ikke andet end at trængslen ved kassen i det lokale varehus, er blevet større. Men vi mærker det. Det knitrer nærmest af laksefeber og forventninger til fiskedagene der er i vente.
Maj-fiskeriet i Bjøra har ikke været imponerende i år. Det går jo op og ned med fangster og man kan aldrig vide hvad man kommer op til. Det er sådan det er og vel sådan det bør være for at spændingen kan bevares.

Begivenhederne omkring premieren pustes næsten pr. definition op til det helt store. Der er set springende fisk. Der er fine forhold m. m.. Det er forståeligt efter en lang stille vinter. Pangstart i Namsen!. Det står i aviserne hvert år. Jo, det er jo pangstart for dem der fanger noget. Men det er reelt bare en brøkdel af det store antal fiskere der gør, som hvert år forventningsfuldt tropper op til premieren. Der er et enormt fiskepres i premieredagene og alt er udsolgt.

Sådan var det ikke i tiden før 2000. Da var det let at få en båd til premierefiskeri. Ingen gad rigtigt sidde i flom, kulde og regn for at fange støinger og kun måske fange en laks. Dengang var det til gengæld umuligt, at få en båd i slutningen af juni og starten af juli!.

Siden 2000 er premierefiskeriet blevet det store tilløbsstykke, for da vendte fiskeriet. Der blev fanget godt med laks i premiereugen og de store laks var tilbage. Samtidig var der varmt. Foråret kom tidligere. Året efter gik det ligeså. Og der har været godt premierefiskeri med store laks, stort set lige siden. Det er blevet til udpræget trofæ-fiskeri, at fiske på Namsen. Hvem bliver de heldige, der trækkes ud i Namsen-lotteriet og får 20 kg's laksen eller en af dens følgesvende i år?. Det gentager sig år efter år. Fuldt tryk på fiskeriet til premieren. De fisk der tidligt er trukket op i elven fiskes op i løbet af de første 1-2 døgn og så dør fangsterne ud. Et hold store laks fanges, hvor de nu er nået til. For det meste er det omkring Vibstad og Grande det sker.

I år er det koldt og vådt - en premiere næsten som i gamle dage!. I år er det hele forsinket på grund af en hård vinter og et sent forår.

Nå, men tilbage til turen!. Vi fik fiskeri i Bjøra på Skjørland/Røttesmo på grund et afbud. Bjøra er en dejlig rolig elv i smukke grønne omgivelser og det har en næsten beroligende virkning at fiske der. Vi fiskede stykket minutiøst igennem på de første ture uden nogen kontakt. Det var først næste formiddag, der skete noget. Men så skete der til gengæld også noget!. Jeg startede med at ro fra toppen af valdet, da Jostein og Agner lå længere nede. Jeg kan huske at jeg havde en fornemmelse af, at der skulle ske noget!. Flere kender nok til den følelse af, at noget bare virker rigtigt. Indbildning eller ej, efter godt og vel en halv times tid huggede det kraftigt på højrestangen på vej ud fra venstre bred!.


Der var bund i den lille Hardy stang.

Superflot laks - på MO wobbler!

Det var en stor oplevelse at se Harry fighte laksen. Vi skød den først til at være 7-8 kg, men den kom stille og roligt skudt op i vægt, da vi så den i vandet. Den tog pludselig et meget kraftfuldt udløb på ca. 50 m og det virker uhyre voldsomt i en lille elv som Bjøra.


16,5 kg - og stor glæde!.

Ikke den kaliber man får mange af på en tur!

Harry fightede laksen eksemplarisk med den lille 10 fods Hardy, som alligevel har bund nok til at lægge godt pres på laksen og jeg fik den i nettet efter ca. 20 min.. Størrelsen kom lidt bag på os!. Den vejede hele 16,5 kg. En rigtig flot hanlaks, endnu med lidt lus.


Denne MO 3D var banemanden.

Islander MR3 hjulet - topklasse!

Laksen tog en af de nye MO-wobblere, en diskret grønlig/gylden farvet med sort ryg - og det nye Islander MR3 hjul fra Canada fik her sin ilddåb!. At det skulle lykkes få prøvet både ny wobbler og nyt hjul med sådan en laks, er jo utroligt heldigt!. Ifølge Harry fungerede hjulet ovenud fantastisk godt og han bestilte et på stedet!.

En fantastisk oplevelse i Bjøra, samme dag premieren i Namsen stod foran os kl. 23.59.59.

Namsens premierefiskeri gik, ikke uventet, igang til planmæssig tid :-) - vi lå parat på elven da starskuddet lød og efter kort tid fik vi en støing, som forsigtigt blev genudsat. Kort tid efter den episode fik vi igen hug og denne gang var det alvor, kunne jeg mærke. Og hvor heldig kan man være?. Der var fisk på stangen med Islander hjulet, så jeg også selv fik mulighed for at prøve det (og Harry havde ret: jeg kan absolut kun anbefale det!!!!).

At laksen var stor kunne jeg mærke med det samme og den raste afsted efter hugget. Vi gik stille og roligt til land, men da laksen var langt ude og uregerlig, blev jeg siddende i båden. Jeg ville være klar hvis den stak nedover. Jeg fik den dog langsomt nærmere og jeg kunne så ud af båden for at fighte videre.


En intens fight var igang!

Hård kamp!

Det var en fight af "give and take" typen. Helt bogstaveligt. Jeg "fulgte" hver af laksens bevægelser med krop og stang og lagde max. pres på den hvert eneste sekund. Utroligt spændende at mærke, at laksen på trods af det kraftige grej havde overtaget i perioder. Jeg måtte give mig flere gange og blot håbe det bedste, men til sidst var det altså mig der fik overtaget.


Intet afgjort endnu - den fight var spændende!

Og med Islander hjulet - klasse!

Det endte som det skulle for mig. Harry nettede den efter - vel 20 min - og glæden var stor!. En super spændende fight og en fantastisk flot laks på land!. Den vejede 17,7 kg!. Ufatteligt, at få 2 så store laks inderfor så kort tid og et utroligt held!. Jeg følte mig ydmyg og utrolig begunstiget.


Ikke så underligt vi er glade!?

Flot laks - 17,7 kg!

Dagen efter skete der ikke noget på Foss/Melhus - ej heller dagen efter på Foss/Engstad. Det regnede og regnede (og lige nu fredag d. 3 er elven stigende). Den er vel snart på vej mog de 1000 kubik, så vi slapper af og venter på bedre tider.


De modstår tsunamier og radioaktive udslip!

Bådene lå dagen efter på P-pladsen!

Namsen var ikke klaret ret meget op, ej heller særlig fri af grene og skidt, da vi besluttede os for at gå i gang igen. Men det værste var rendt af. På Foss/Engstad ville vi prøve at gå efter de store på toppen af valdet. Her står der store fisk og de kan røre på sig, når vandstanden er så høj. Et stille og roligt fiskeri, hvor man skal give sig god tid til agnene, da strømmen er svag på indersiden af svinget.
Der var dog ingen kontakter på toppen, og efter en stund nåede vi ned på Velta, hvor en laks tog wobbleren. Et godt nap - og laksen føltes tung. Vi kom hurtigt på land, og jeg pressede jeg laksen hårdt fra starten.

Men den gav sig ikke!. Det kan ikke altså passe tænkte jeg - ikke en rugg igen!. Jeg kunne ikke se den og det var virkelig et slid med den laks. Jeg blev mere og mere forundret og følte noget var galt. Harry sagde det var en 5-6 kg's laks, men det afviste jeg pure. Den måtte være meget større!.


Fejlkroget!

Men en fin laks var det - 5,4kg

Hele miseren var, at den ikke havde taget wobbleren, men blot slået til den, så en krog havde sat sig i siden af laksen. Det virkede på samme måde som et hestespand!. Den kunne bare trække og holde igen!. 5,4 kg vejede den og var en flot frisk laks fra havet!.
Dem så vi ellers ikke mange af i perioden. De kom først i større antal, da vi var færdige med vores fiskeri.

Namsen var konstant høj og der kom på et tidspunkt en stigning, næsten som en mindre flom. Det trak dog ikke fisk op i større mængder og underligt nok var mange af de få fisk der kom, grilse eller smålaks.


Sol over Foss/Melhus


....og regn!

Der var ekstreme vejrskift med stilhed før stormen og tommetykke regnstråler. Højt solskin med kulde og senere varme. Tågedis over elven. Jeg tror det eneste vi ikke oplevede var is og sne!. Men vi kender det jo og det er en del af charmen ved premierefiskeriet og Namsen.


Stille regn på Namsen

Laks - 12,1 kg

En stille aften, krogede vi en fin laks på Foss/Melhus. Den fight var også en af de bedre. Harry havde sit hyr med den laks, som brugte flere ellers sjældent brugte kneb. Som f. eks. pludselig at svømme direkte i mod fiskeren. Laksen var meget agressiv og voldsom, men den måtte dog til sidst overgive sig - en flot laks på 12,1 kg.

Dagen efter, som var sidste fiskedag på Foss, fik vores holdkammerater en laks på 12,5 kg. Det var ellers tæt på en bomtur for dem, men fiskelykken indfandt sig heldigvis lige på falderebet (Desværre fik vi ikke noget billede af den).


Store smil = stor laks!

Søren lander stor laks til drengene - 12,5 kg

Vi tog afsked med vores fiskekammerater, der kørte sydover. Vi blev ved Namsen og ringede lidt rundt for at høre om der var fiskevand at få. Vi mødte tilfældigvis Anne og Åge, som altid er på toppen - og tæt på godheden selv. "I kan da fiske Munkepoolen, om I vil!". Den kan jo være ret giftig på høj vandstand - og vand var der jo nok af i år, så vi takkede pænt ja.

Det blev til en tidlig økt, men det blev bare til nedre del, da der allerede var andre igang på toppen. Vi havde ikke kontakt med laks på den tur, selvom det så ret lovende ud. Vi besluttede derefter at tage imod et tilbud om at fiske Rodum.


Grejtuning!

Fantastisk spise - stegt i citron og hvidvin!

Meget fine forhold på Rodum. Her blev det til en smuk laks på 3,1 kg og vi så enkelte springende fisk. Bl. a. en større laks i mundingen til Bjøra blev set af den anden båd på valdet. Og vi fik opleve endnu et Namdalsk vejrskift af dimensioner!. På kort tid skiftede vejret fra høj, stille sol med 30 graders varme til stormende - næsten orkanagtig - kuling med regn. Det varede ca. 1 time, så var vejret tilbage til hvad det var før stormen.


Det fineste vejr blev på meget kort tid -

til dette - og værre!

Dagen efter fiskede vi Bjøra og her så vi et par fisk og det var vist bare uheld vi ikke krogede noget den dag. Alt var nemlig lige som man kunne drømme om!. Men sådan SKAL det være at fiske laks - ingen facitliste!.


Hvis det hugger lige om lidt.......så!

På vej op igen.

Vi kunne fiske videre på sone 3 fra middag, men besluttede at vente til solen kom længere ned på himlen. Min makker ville til Namsos og hente nogle Johansen skeer til kastefiskeri i Skjern. Jeg ville hellere benytte muligheden til at tage en længe ønsket tur nedad Bjøra i kano.

Fra Flasnes til campingen på Himo i bragende solskin og noget nær 30 graders varme. Det var lise for sjælen at drive nedover Bjøra og mange tanker om storlaks og drabelige laksefisghter, fik næring fra synet af de mange flotte høler og strækninger, jeg passerede. Nede ved Bjørnes kom der lidt skyer og lidt efter hørte jeg jubelskrig. Jeg regnede med at møde badende, men der var faktisk nogle der fangede laks i varmen! - i øvrigt de eneste, udover en enkelt fluefisker på Himo, jeg så der fiskede på turen nedover!.


Fin laks - taget i varmen midt på dagen.

Fiskeriministeren var på besøg

Det var skønt bare at drive nedover med strømmen. Jeg så endda også en bamse, der vendte i overfladen på strækket nedenfor Storskogmo. Turen tog ca. 3 timer og det passede lige med, at Harry var tilbage fra indkøbsturen til Namsos. Vi mødte gutterne fra Vold, der sad ved burgerbaren, og vi gjorde dem selskab før vi ville tage den sidste økt om aftenen. Nu kunne vi så få beretingen om hvordan det er at fange 14 kilos laks og senere på dagen een på 23 kg fra første hånd!.

Vi havde en fin afslutning med aftenøktet, men intet held med laks denne gang heller, på ellers fine konditioner.

Det var så slut på denne tur. En, alt andet lige, fantastisk tur. Vi oplevede mere end man kan drømme om. Alene at få lov at fange 2 laks over 16 kg indenfor et døgns fiskeri, nærmer sig det enestående.

Fangstresultatet 2011 blev:

Dato

Kl

Fisker/Roer

Vald

Redskab

Vægt

31/5 10 Harry/Lasse Skjørland/Røttesmo MO 16,5
1/6 01 Lasse/Harry Foss/Engstad Rapala 17,7
5/6 15 Lasse/Harry Foss/Engstad Armas 5,4
6/6 20 Harry/Lasse Foss/Melhus Armas 12,1
7/6 20 Roland/Søren Foss/Engstad Yozuri 12,5
8/6 16 Lasse/Harry Grande/Rodum MO 3,1

Når der fraregnes omtrent to døgn med flom, et døgn med hedebølge de sidste dage og en forsvindende lille opgang af friske fisk i perioden, var det meget heldigt at få de fisk vi fik.

Denne tur blev netop kendetegnet ved få friske laks. Ingen opgang af betydning, i de første uger efter premieren. Det var således flest standlaks, der blev plukket og der var ikke særlig mange kontakter. Vi havde eksempelvis ingen hug udover dem vi fangede.

Vores danske fiskevenner på Vold fik, som nævnt, også den helt store oplevelse i år. På premieredøgnet fik de først en 14 kilos laks, dernæst en på 23 kg!!!. Stik lige den!.


23 kg!

Fiskeriministeren var på besøg

På torvet i Overhalla var det et tilløbsstykke, da brødrene kom ind med den store laks, for at få den vejet. Selv den, efter min mening, totalt inhabile norske fiskeriminister kom forbi for at besigtige den store laks. Den var indtil den 13/7 den største. Da blev der taget en på 23,6 kg.

Tak for en god tur og på gensyn i 2012.


Nyt fra:

Namsen.dk

-gruppe

Laksefiske i NVD


NVGF


Copyright - namsen.dk